Aalborg, mandag den 2. november 2015

Inwido Denmark: Produktion flyttes fra Ugerløse til Mors

Det er nu endeligt afgjort, at vinduesproduktionen i Ugerløse flyttes til Nykøbing Mors. Det sker med virkning fra februar 2016.

Frovin Vinduer og Døre, der i dag har produktion af vinduer og døre i Ugerløse, skal flytte til Nykøbing Mors. Det er realiteten efter forhandlinger mellem Inwido Denmark, der ejer Frovin Vinduer og Døre, og medarbejderne. To medarbejdere er blevet opsagt, mens de resterende 30 medarbejdere har fået en varsling om opsigelse med virkning fra uge 6 i 2016. De vil blive tilbudt fast eller tidsafgrænset beskæftigelse inden for koncernen:

- Det har været en tung beslutning at tage, men det er desværre det eneste, der giver mening – ikke mindst hvis vi skal beholde arbejdspladserne i Danmark. Konkurrencen inden for industrisegmentet er meget høj, og hvis ikke produktionen er optimeret i forhold til de nyeste standarder, er det meget svært at opretholde en stærk position i markedet, forklarer adm. direktør i Inwido Denmark Mads Storgaard Mehlsen.

Han understreger dog supplerende, at det ikke har været på tale at flytte produktionen til udlandet:

- Det har ligget os meget på sinde at bevare arbejdspladserne og produktionen i Danmark. Store dele af branchen er efterhånden flyttet til udlandet, men vi mener fortsat, at vi vinder meget på vores danske kvalitet og nærhed til kunden. Det er et helt afgørende kendetegn for os.

Produktionen af døre og vinduer fra Frovin Vinduer og Døre vil fremadrettet foregå hos KPK Døre & Vinduer i Nykøbing Mors. Her er godt 200 medarbejdere beskæftiget, og her har man en moderne produktion og en størrelse, der gør dansk produktionen rentabel.

- Frovin Vinduer og Døre fortsætter under samme navn og med samme produkter på Nykøbing Mors. Vi vil videreføre traditionen med blandt andet at producere de klassiske koblede vinduer, der er Frovins varemærke, og jeg håber, at nogle af medarbejderne fra Ugerløse vil flytte med til Mors, slutter Mads Storgaard Mehlsen.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Frovin cookies

Vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse på sitet. Ved at klikke acceptér - accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies

Acceptér